Med de store opdagelsesrejser, der startede med venezianeren Marco Polo i slutningen af 1200-tallet og fortsatte med portugisernes handelspladser og jesuitternes missionsstationer i 1500-tallet, blev en helt ny verden åbnet for europæerne. Perioden fra 1500-tallets begyndelse og frem til slutningen af 1700-tallet er blevet kaldt “det store møde mellem Kina og Europa.
I takt med at mængden af kinesiske produkter der i 1600- og 1700-tallet nåede til Europa, bredte der sig i de modebevidste kredse et sværmeri for alt, der blot havde en anelse kinesisk over sig, og Kina-moden blomstrede i Europa.
Fra slutningen af 1600-tallet til 1800-tallet herskede romantik perioden, inden for arkitektur- og havekunst var det de kinesiske lysthuse og der inspirerede de romantiske haver. Interessen for Kina blev genoplivet med Ny-rokokoen ca. 1850, og i 1800-tallets sidste halvdel indtager Vilhelm Dahlerups Pantomimeteater i Tivoli (1874) en fremtrædende plads. I 1900-tallet blev danske arkitekter som Kaare Klint og Hans J. Wegner inspireret af kinesisk møbelkunst.
Kineserier
Kineserier er vestens en efterligning af kinesiske kunstformer. Kineserierne udskilte sig markant fra de stilarter der kom fra middelhavslandene. Allerede fra 1300-t. blev kinesisk silke kopieret i Italien, og importeret kinesisk porcelæn blev i 1500- og 1600-tallet blev inspiration for “det falske porcelæn” på fabrikker i Italien, Nederlandene, Tyskland og Frankrig. Rokokoen stilen (1640 – 1730), der efterfulgte Gotikken og Renæssancen, skylder i høj grad sit særpræg indflydelsen fra Kina.
I 1600-tallet slog kineseriet også igennem i boligkulturen, de ældste bevarede interiører findes på Rosenborg i København. For keramikkens vedkommende benyttede man de kinesiske former, især efter at man i Meissen 1708-09 havde opdaget hemmeligheden ved fremstilling af “ægte” hårdt porcelæn. Inspirationen til de europæiske og danske kineserier kom ikke kun fra de kinesiske genstande, der nåede hertil fra det fjerne rige. Forbilleder fandt man også i illustrerede rejseberetninger oversættelser og udgivne værker om videnskab, matematik og medicin, der bl. a. blev forfattet af jesuitiske missionærer og andre rejsende som i 16- og 1700-årene havde rejst eller opholdt sig i Kina.
Perioden fra ca.1750-1850, har eftertiden kaldt for den florissante periode, hvor der i Danmark var en blomstrende udenrigshandel og en voksende flåde, der dannede grundlag for den øgede velstand.
Interiørkunsten
I interiørkunsten gav kineserierne sig udslag i talrige kinesiske værelser på herregårde og slotte, som blev fyldt med såkaldt “chinoiserer”, porcelæn og lakarbejder. Paneler og døre var bemalet med kinesiske naturscener. Et interessant træk ved Kina-handlens historie, er kinesernes evne til at tilpasse deres varer europæiske smag. I mødet mellem det kinesiske og det europæiske opstod der helt nye stilretninger med de kinesiske bestillingsvarer og de europæiske kineserier. De danske og europæiske skibe havde møbler med til Kina, her skulle kinesiske håndværkere så kopiere møblerne i eksotisk træ og dekorere dem med lakarbejde eller indlægninger.
Formerne på disse kinesisk producerede møbler placerer “kineserier” i den europæiske stilhistorie, trods den fremmedartede udsmykning. Som et vidnesbyrd om deres fjerne oprindelsesland finder man ofte kinesiske skrift- tegn skjult på ikke umiddelbart synlige sted, også lysekroner, lamper og spejle udføres efter europæisk forbillede i kobber, hvorefter de blev bemalet med blomster og andre mønstre i den såkaldte kanton-emalje.
Haveanlæg
Indtil slutningen af 1700 tallet var stilen i de større haveanlæg i Danmark barokhave med al dens symmetri og aksefasthed inspireret af haveanlæggene i Italien og Frankrig. Så kommer Romantik perioden, der bliver en markant stilperiode i den danske kunst, og i den livsanskuelse der herskede op igennem 1800-tallet. I slutningen af 1700 tallet omlagdes de mange kongelige haveanlæg og herregårdsparker fra den stive franske barokstil til en mere “naturlig” engelsk landskabelig have-stil med slyngede stier, små søer og tæt bevoksning. Til den romantiske stil hørte også de planlagte overraskelser og brugen af stemningsskabende kulisser, som kunne hensætte den besøgende i skiftende sindsstemning: Kildegrotter, kinesiske lysthuse, templer, o.l. Den engelske havestil med de orientalske elementer var udviklet af Sir William Chambers der var en skotsk arkitekt og havearkitekt, som havde opholdt si i Kina i årene 1740-1749. Chambers udgav i 1757 den populære og meget anvendte bog ”Designs of Chinese Buildings.
Frederiksberg Have var fra begyndelsen et yndet udflugtsmål for storbyens befolkning.
Det blev yderligere forstærket under Frederik VI der elskede Frederiksberg Slot og Have.
Frederiksberg Have var først anlagt i den strenge franske stil med klippede alléer i lige linjer.
I 1791 udstedte kongen befaling om at omdanne haven til en engelsk have og i ca. 1797 gik Marcus Frederich Voigt i gang med omlægningen til den engelske stil. På samme tid var kineserier blevet moderne overalt i Europa, og det var en del af havearkitekturen at der skulle være små, snoede kanaler og gerne med et par øer i. Det var på kongens eget ønske, at der blev opført et lysthus på den ene af de to kunstige øer.
På den ene af disse øer opførtes i 1799-1800 “det Chinesiske Lysthus” hvor især Kong Frederiks IV familie nød deres eftermiddagste.
Det Kinesiske Lysthus /The-hus
Det var omkring 1800 af arkitekten Andreas Kirkerup inspireret af William Chambers værk om kinesiske bygninger, skabte den lille yndefulde træbygning med de lakrøde svungne linjer i taget med de store drager på hjørnerne. Og inde bag det lille forparti ligger en statelig højloftet stue med malede blomsterranker over vægge og loft, samt fine billeder og møbler.
Men så er der også en ekstra lille underfundighed!
I et hjørne af midt i salen er en uanselig dør, åbner man den, kommer man ind i et lillebitte kabinet, der hovedsagelig består af en stor seng. På væggene er der også malet lette fine slyngplanter og på loftet små guldstjerner. Den eneste form for vindue er en rød halvmåne af glas, så når man indefra lukker døren, er man helt i mørke og kun med den glødende røde måne som eneste lyskilde. Det må jo nok kaldes en noget usædvanlig effekt for et the-hus!, og hvordan det i tidens løb og i de forskellige situationer er blevet opfattet, må så afhænge af omstændighederne.
Mange af de høje herskaber fra Slottet har færdes på den lille kinesiske ø, og landsfaderen Frederik VI har sikkert haft sin private nøgle til broens gitterport. Og som bekendt berettes der om kongen, at der bag hans tætknappede uniformsfrakke bankede et hjerte, der nemt lod sig påvirke af kvindelig ynde.
Så hvis man har lyst til at lade fantasien spille i den kinesiske pavillon, kan man jo forestille sig at kongen en sommerdag har vist den unge Nyboderpige Jette Frederikke rundt i lokaliteterne, og måske syntes han også, at hun burde opleve det lille måneskinskabinet. Så det kan jo tænkes, at det var ved den lejlighed, at hun efter besøget både skiftede navn og officiel position. For som fru Dannemand at blive det som historiebøgerne i dag kalder ” vor kongerækkes sidste officielle maitresse “, med fuld anerkendelse fra både hof og den regerende dronning.
Endvidere fik hun sit eget palæ og karet, og hendes og kongens børn blev ophøjet i adelstanden.
Så pavillonens lakrøde søjler og stuernes malede blomsterranker er velegnede til at være fantasiens kulisser til et romantisk sceneri, hvori der kan udspille sig både vaudeville og drama.