1980 Åbning mod omverdenen
Da den kinesiske centralkomité besluttede at indfører økonomiske reformer i 1978, begyndte den kinesiske regering en politik med åbning mod omverdenen der skulle gennemføres trin for trin.
I maj 1980 etablerede statsrådet særlige økonomiske frizoner i de sydlige provinser, i Shenzhen, Zhuhai og Shantou i Guangdong-provinsen og Xiamen i Fujian-provinsen, og udpeger hele provinsen Hainan til en særlig økonomisk zone, og udenlandske investeringer bliver tilladt.
Formålet for Kina var at bruge udenlandske midler og trække på avanceret erfaring på teknologi og ledelse fra fremmede lande.
1981 Statsminister Anker Jørgensen i Kina
I oktober 1981 mødtes statsminister Anker Jørgensen med Deng Xiaoping i Beijing.
Anker Jørgensen lavede aftaler med Kina om store danske statslån til den nye kinesiske økonomiske reformpolitik. Statslånene gavnede også dansk eksport til Kina.
1984 Samarbejde med flere udenlandske firmaer
Der åbnes for samarbejde med udenlandske firmaer i særlige “økonomiske og teknologiske udviklings zoner” langs kysten i Kina. (Economic and Technological Development Zones, ETDZ)
Den oprindelige åbning for udlandet handel og investeringer ,havde vist sig vellykket.
Kina besluttede at åbne sin økonomien yderligere og i 1984 oprettede Kinas centrale myndigheder en variant af de økonomiske zoner i flere kystbyer, som de kaldte økonomiske og teknologiske udvikling zoner, uformelt kendt som Kinas nationale industriparker.
1986 Statsminister Poul Schlüter i Kina
I februar 1986 besøgte statsminister Poul Schlüter Kina og mødtes med Deng Xiaoping i Beijing.
Poul Schlüter sagde bl.a. til Deng Xiaoping, at »Danmark ønskede at blive verdensmester i at forstå og handle med Kina«
1987 De gamle ledere træder tilbage.
Blandt dem er Deng Xiaoping. Yngre folk vælges ind i ledelsen. Li Peng bliver statsminister og Zhao Ziyang formand for KKP.
På den 13. partikongres i KKP i oktober-november 1987, trådte Deng Xiaoping og de resterende af de ældste partiledere sig formelt fra magten. Men selv i forbindelse med pensionering af de gamle veteraner fra Den Lange March, havde de stadig en betydelig politisk indflydelse bag kulisserne.
1989 3-4 juni Demonstration på Den Himmelske Fredsplads
Den 3-4. juni 1989 blev mange hundrede arbejdere, studenter og andre civile dræbt ved Tiananmen pladsen i den centrale del af Kinas hovedstad, Beijing og andre steder i byen. Allerede i april 1989 havde studenterne indledt omfattende demonstrationer for demokratiske reformer i landet. De var koncentreret til Tiananmen pladsen, der frem til den 3-4. juni blev holdt besat af studenterne. Udløsende for demonstrationerne var kravet fra de studerende om politisk rehabilitering af Hu Yaobang, der var død kort tid forinden. Hu havde 2 år tidligere vist forståelse for daværende studenterprotester, og var derfor blevet fjernet fra sine poster i partiet – bl.a. som dets generalsekretær.
En politisk rehabilitering af Hu ville være en støtte for studenterne. Af samme årsag blev den afvist af partiet, der imidlertid var splittet mellem partiets egentlige magthaver Deng Xiaoping der gik ind for en hård linje og daværende generalsekretær Zhao Ziyang, der gik ind for forhandlinger med studenterne.
Protesterne fortsatte og den 20. maj blev Beijing erklæret i undtagelsestilstand. Samtidig fortsatte studenter fra hele Kina med at strømme til hovedstaden for at støtte protesterne, og studenterne gik nu videre i deres krav, og krævede at partiets ledelse gik af. Men samtidig var også studenterne splittede og meget dårligt organiserede. Nogle ønskede forhandlinger med regeringen, og i flere omgange trak mere moderate fraktioner af studenterbevægelsen sig ud af protesterne og bort fra pladsen.
Samtidig stilede en mere radikal fraktion af bevægelsen mod en voldelig konfrontation med regimet. Konfrontationen skulle være med til at bevidstgøre studenterne og landets øvrige befolkning og dermed lede frem til, at partiet blev styrtet fra magten.
Umiddelbart efter 20. maj, satte partiet militæret ind mod studenterne, men angrebet slog fejl. De fleste soldater kom fra området omkring Beijing og veg tilbage fra at skyde på deres egne bysbørn. Samtidig blev situationen stadig farligere for partiet, efterhånden som også stadig flere arbejdere sluttede sig til protesterne. Op mod 1 million kinesere var nu aktive i protesterne. Deng Xiaoping fik indkaldt nye troppestyrker, men denne gang fra provinsen, og den 3-4. juni blev de sat ind mod de demonstrerende arbejdere og studenter.
Flere hundrede civile blev dræbt. Ikke blot på Tiananmen pladsen men også flere andre steder i hovedstaden. Partiets generalsekretær Zhao Ziyang der i juni, blev fjernet fra sine poster og sat i husarrest – som taber af magtkampen i partiet med Deng. Samtidig trak Deng sig dog også fra sin sidste formelle post i partiet for derved at reducere fordømmelsen fra omverdenen. Men samtidig indledte partiet en omfattende klapjagt i hele landet på arbejdere og studerende, der havde deltaget i oprøret.
1989 Zhao Ziyang bliver afsat som generalsekretær
Zhao Ziyang der var blevet udnævnt til generalsekretær for det kommunistiske parti i 1987, blev at fratage sin stilling som generalsekretær den 24. juni 1989, efter at militæret knuste de studenterdemostrationerne på Den Himmelske Fredsplads. Han blev anklaget for at splitte partiet ved at støtte demonstranterne, som ønskede et hurtigere tempo af de demokratiske reformer og var under konstant husarrest indtil sin død i 2005.
1989 Jiang Zemin bliver generalsekretær
1989 – Jiang Zemin overtager som kinesisk kommunistpartiets generalsekretær fra Zhao Ziyang, og formand for militærkommisionen. I 1993 blev han valgt til præsident i Kina.