Kinas sociale forhold

Deng Xiaopings økonomiske reformer har siden 1979 medført store sociale ændringer i Kina.

artikel forts. efter annonce

Jernrisskålen — den sociale kontrakt, der betød, at staten sørgede for og bestemte over det enkelte individ fra vugge til grav — er blevet gradvis afskaffet.

Midt i 1990’erne forandrede Kinas intellektuelle miljø sig mærkbart. De katastrofale sociale følgevirkninger af landets gennemgribende markeds- orienterede omstruktureringer i de såkaldte ” økonomiske zoner” samt den store recession i Asien i 1997 bidrog til fremkomsten af en ny samfundskritisk venstrefløj. Senest fra 2004 startede også ledende partifolk omkring Hu Jintao og Wen Jiabao at se udviklingen i 90’ erne fra en mere kritisk vinkel. Samtidig blev troen på staten som økonomisk regulator, set i lyset af kapitalismens aktuelle globale krise, stadfæstet blandt de kinesiske partiledere.

De store statsvirksomheder fungerer i mindre grad som socialt sikkerhedsnet for de ansatte, og der er åbnet mulighed for at afskedige de tidligere livstidsansatte medarbejdere, ligesom folk kan ansættes for kortere perioder.

artikel forts. efter annonce

Desuden har regeringen søgt at mindske statsvirksomhedernes økonomiske byrder ved bl.a. at lade de ansatte selv betale en stadig større del af udgifterne til arbejdsløshedsforsikring, sundhedsvæsen og pension. Denne form for brugerbetaling ventes at blive forøget i de kommende år, i takt med at Kina forsøger at opbygge et socialt system, der vil kunne honorere de markedsøkonomiske krav.

Reformer af statsvirksomhederne har øget arbejdsløsheden i byerne og medført social uro og spredte protester fra utilfredse arbejdere, der fortsat hindres i at organisere sig i uafhængige fagforeninger.

I landområderne, hvor størstedelen af Kinas befolkning bor, har opløsningen af folkekommunerne betydet, at den enkelte husholdning, dvs. familien, igen er basisenheden, der skal tage sig af individet. I modsætning til byerne er der ingen former for socialt sikkerhedsnet, og bl.a. sundhedsvæsenet er derfor brugerbetalt og en tung økonomisk byrde for den fattigste del af befolkningen.

Op mod 150 mio. menes at være arbejdsløse eller underbeskæftigede på landet, hvilket kombineret med den stigende ulighed mellem regionerne har fået omkring 100 mio. bønder til at forlade deres hjemegn og søge til storbyerne, hvor de lever ganske uden sociale rettigheder. Flugten fra land til by vil fortsætte, og den største udfordring for Kinas regering bliver i de kommende år at udligne de store regionale uligheder og opbygge et socialt sikkerhedsnet, der kan mindske de sociale spændinger i samfundet.

Den sociale uro i Kina vil fortsætte. Blandt andet på grund af de mange forandringer, som Kinas hastige økonomiske udvikling presser igennem. Derimod er der politisk stabilitet i Kina.

Det kinesiske regimes sociale base er det nye opstigende borgerskab, som er knyttet til stats- og partiapparatet, samt en væsentlig urban middelklasse, der også inkluderer de mest kvalificerede grupper af lønmodtagere og mange offentligt ansatte og embedsmænd

Nedenstående er ifølge Verdensbanken i Kina.
Siden indførelsen af markedsreformer i 1978 har Kina flyttet fra en centralt planlagt til en markedsbaseret økonomi og har oplevet en hurtig økonomisk og social udvikling. BNP-væksten er i gennemsnit næsten 10 procent om året – den hurtigste vedvarende udvidelse af en stor økonomi i historien – og har løftet mere end 800 millioner mennesker ud af fattigdom. Kina nåede frem til alle millenniumudviklingsmålene i 2015 og gav et stort bidrag til opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene globalt. Selv om Kinas BNP-vækst gradvist har vist sig siden 2012, er det stadig imponerende af de nuværende globale standarder.

Med en befolkning på 1,3 mia. er Kina den næststørste økonomi og spiller i stigende grad en vigtig og indflydelsesrig rolle i udviklingen og i verdensøkonomien. Kina har været den største bidragyder til verdensvæksten siden den globale finanskrise i 2008.

Men Kina er fortsat et udviklingsland (dens indkomst pr. Indbygger er stadig en brøkdel af den i avancerede lande), og dens markedsreformer er ufuldstændige. Ifølge Kinas nuværende fattigdomsstandard (per capita landdistrikts nettoindtægt på RMB 2.300 pr. År i 2010 faste priser) var der 55 millioner fattige i landdistrikterne i 2015.

Hurtig økonomisk stigning har også medført mange udfordringer, herunder høj ulighed; hurtig urbanisering udfordringer for miljømæssig bæredygtighed og eksterne ubalancer. Kina står også over for demografiske pres i forbindelse med en aldrende befolkning og den interne migration af arbejdskraft.

Væsentlige politiske tilpasninger er nødvendige for at Kinas vækst skal være bæredygtig. Erfaringerne viser, at overgangen fra mellemindkomst til højindkomststatus kan være vanskeligere end at gå op fra lav til mellemindkomst.

Kinas 12. femårsplan (2011-2015) og den nyligt godkendte 13 ^th femårsplan (2016-2020) kraftigt løse disse problemer. De fremhæver udviklingen af tjenester og foranstaltninger til løsning af miljømæssige og sociale ubalancer, fastsættelse af mål for at reducere forureningen, forøgelse af energieffektiviteten, forbedring af adgangen til uddannelse og sundhedspleje og udvidelse af den sociale beskyttelse. Den årlige vækstmål i 12 ^th femårsplan var 7 procent, og væksten mål i 13 ^th femårsplan er 6,5 procent, hvilket afspejler omlægningen af økonomien og fokus på kvaliteten af vækst og samtidig bibeholde målsætningen at opnå et “moderat velstående samfund” inden 2020 (fordobling af BNP for 2010-2020).

Andre relevante emner:

Del denne side med dine venner:

artikel forts. efter annonce